Sikrer den lokale købmands overlevelse i Tandslet
I en tid hvor konjunkturer og energipriser svinger kraftigere, end vi har set i mange år, skal der spares, hvor man kan. Det gælder ikke mindst for dagligvarebutikkerne i de mindre byer.
I Tandslet overtog lokale Allan Grünfeld sidste år byens Min Købmand. Han holder liv i butikken, bl.a. fordi han har investeret i nye kølemøbler fra os, der nedbringer energiforbruget.
I mindre byer bidrager den lokale købmandsforretning i høj grad til at holde liv i nærmiljøet og fællesskabet. De usikre energipriser udgør dog en stor trussel for de små butikker, og hvis de skal overleve i disse tider, kan energibesparende opgraderinger betyde overlevelse.
Og en opgradering af de gamle kølemøbler var da også en del af svaret for Min Købmand på Sydals. Siden overtagelsen har ejer Allan Grünfeld været flittig med modernisering af butikken.
- Vi har lavet radikalt om i butikken. Den er blevet udvidet ved at inddrage en del af lageret, og så har vi etableret en ny vinafdeling og sørget for bedre indretning af butikken, fortæller Allan Grünfeld og tilføjer:
- Vigtigst af alt har vi fået nye kølere i butikken. De bidrager til at holde energiforbruget nede.
